Så sent som fredag har formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, meldt ud, at hun mener, at tiden er inde til at indføre et prisloft på køb af russisk olie.
Men hvis det bliver en realitet, så lukker Rusland helt for gassen til Europa, lyder truslen fra den tidligere russiske præsident Dmitrij Medvedev ifølge nyhedsbureauet Reuters.
– Der vil ganske enkelt ikke være russisk gas til Europa, skrev han på beskedtjenesten Telegram med henvisning til von der Leyens udmelding.
Fredag mødes finansministrene fra G7-landene, der består af USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Canada og Japan.
De ventes alle at støtte op om et globalt prisloft, siger unavngivne kilder ifølge mediet Financial Times.
Ifølge Ursula von der Leyen skal prisloftet være et modsvar på den russiske præsident Vladimir Putins forsøg på at manipulere med Europa energimarked.
Efter Ruslands invasion af Ukraine har energipriserne været på himmelflugt. Det skyldes blandt andet, at Rusland ved flere lejligheder har begrænset Europas adgang til russisk gas.
– I løbet af de sidste uger og måneder har vi arbejdet hårdt på europæisk plan for at kæmpe tilbage mod Putins manipulationer, siger hun fredag.
/ritzau/











