Attraktioner havde halvt så mange gæster i 2021 som normalt

    Sammenlagt havde de 50 største attraktioner i Danmark 47 procent færre gæster sidste år sammenlignet med normalåret 2019 – året før corona ramte landet.

    Det viser en analyse, som turismeorganisationen VisitDenmark har lavet.

    I alt var der 14,6 millioner danske og udenlandske gæster, som købte billet til de 50 største attraktioner i 2021.

    Det er fire procent færre end i 2020, hvor coronavirus ramte landet første gang.

    Forlystelsesparker og badelande er den eneste kategori, som havde fremgang fra 2020 til 2021. Fremgangen lå for de ti største på i alt 5,9 millioner gæster og dermed syv procent flere sidste år end året før.

    Det er dog stadig halvt så mange som niveauet i 2019.

    Særligt de internationale gæster manglede, udtaler Kristian Nørgaard, der er sekretariatschef i Foreningen for Forlystelsesparker i Danmark, i en pressemeddelelse.

    Men i 2022 har det set bedre ud.

    – Efter et rædselsfuldt år i 2020 er forlystelsesparkerne kommet bedre tilbage i 2021, hvor rigtig mange danske gæster besøgte parkerne.

    – Generelt ser udviklingen i 2022 positiv ud, hvor vi for eksempel ser, at tyskerne og hollænderne er kommet godt igen. Vi kan mærke, at der er en stor begejstring og lyst til at komme ud og få nogle gode oplevelser med familien, lyder det.

    Selv om sommeren i år har været rigtig god, frygter flere forlystelser og attraktioner for udgifter til energi og inflation.

    Det siger Morten Strange, som er direktør i Top Attraktioner, der repræsenterer 21 af de største attraktioner i Danmark.

    – Vi er glade for, hvor vi står lige nu, og håber, at udviklingen fortsætter resten af året. Desværre rammer de stigende energipriser og inflationen også attraktionerne, og vi begynder så småt at se ændringer i gæsternes forbrug, siger Morten Strange i VisitDenmarks pressemeddelelse.

    De ti største attraktioner i Danmark havde 7,1 millioner besøgende tilsammen. Det er knap syv procent flere end i 2020, men stadig 51 procent under niveauet i 2019.

    Tivoli er den suverænt største med 2,4 millioner besøg.

    /ritzau/