En 35-årig mand med brasiliansk oprindelse er anholdt, efter at han torsdag aften lokal tid truede den argentinske vicepræsident, Cristina Fernández de Kirchner, med et skydevåben i Buenos Aires.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Argentinas økonomiminister, Sergio Massa, kalder det for et attentatforsøg.
Episoden understreger de stigende politiske spændinger i landet.
Ingen skud blev affyret, og vicepræsidenten kom ikke til skade.
Hændelsen fandt sted uden for Fernández de Kirchners hjem, hvor hundredvis af demonstranter de seneste dage har taget opstilling for at vise deres støtte til den tidligere præsident. Fernández de Kirchner står midt i en korruptionsretssag.
En talsmand for politiet oplyser, at en mand er blevet anholdt nær ejendommen, og at “et skydevåben er blevet fundet få meter fra stedet”.
Både medlemmer af regeringen og oppositionen i Argentina samt politikere fra andre sydamerikanske lande har udtrykt solidaritet med Fernández de Kirchner.
Hun var præsident i Argentina mellem 2007 og 2015. Sin nuværende post har hun siddet på siden 2019.
Det ventes, at Argentinas nuværende præsident, Alberto Fernández, vil tale til nationen senere torsdag lokal tid. Fra præsidenten lyder det, at hændelsen er den mest alvorlige begivenhed i landet i nyere tid.
Alberto Fernández oplyser, at skydevåbnet var ladet med fem patroner.
Ifølge nyhedsbureauet AFP har flere tv-stationer vist videooptagelser af Cristina Fernández de Kirchner, der træder ud af sin bil og bevæger sig mod sit hjem. Her kan man se, at en mand tæt på peger et skydevåben mod vicepræsidenten.
/ritzau/Reuters











