Politi rykker ud til skyderi i stort shoppingcenter i Malmø

    Svensk politi er sent fredag eftermiddag rykket talstærkt ud til det store shoppingcenter Emporia i Malmø efter meldinger om skyderi.

    Det skriver flere svenske medier – herunder SVT.

    Den svenske avis Sydsvenskan skriver, at to kvinder skal være blevet såret. Det er ikke officielt bekræftet.

    Jimmy Modin, der er pressetalsmand ved politiets efterforskningscentral, bekræfter overfor avisen Sydsvenskan, at der har været et skyderi:

    – Vi er til stede med et stort antal ressourcer, og vi har afspærret området.

    Til avisen Expressen siger han, at han ikke har oplysninger om de tilskadekomne,

    En unavngiven person ved shoppingcenteret siger ifølge Sydsvenskan:

    – Flere grædende mennesker siger, at de har hørt skyderi.

    Politiet har klokken 18 fredag ikke givet nærmere oplysninger om skyderiet. Det vides blandt andet ikke, hvem der står bag.

    Den svenske tv-station TV4 Nyheterna skriver, at folk i centeret siger, at de har hørt omkring 20 skud, og at folk er flygtet i panik.

    Politiet fik meldingen om skud klokken 17.07. En time efter er togtrafikken i området omkring indkøbscenteret er blevet stoppet, siger Jimmy Modin til Expressen.

    Alle toge mellem Københavns Lufthavn og Malmø C kører heller ikke. Det skyldes, at det svenske politi arbejder på sporene i Hyllie, som er stationen ved Emporia, skriver DSB. Der er i stedet blevet indsat togbusser.

    Til den svenske avis svarer pressetalsmanden for politiet også på, om nogen er blevet anholdt:

    – Der er ingen frihedsberøvet i sagen ud fra det, jeg har modtaget, siger han til avisen kort efter klokken 18.00.

    Politiet beder folk, der har befundet sig i centeret og måtte have set noget, om at kontakte politiet.

    Emporia er et af Skandinaviens største shoppingcentre. Ifølge centerets egen hjemmeside har det 168 butikker og restauranter.

    I det danske shoppingcenter Field’s i København dræbte en mand 3. juli tre personer med skud. Yderligere syv personer blev ramt af skud.

    /ritzau/