Lørdagens Formel 1-kvalifikation i Japan blev en stor skuffelse for danske Kevin Magnussen (Renault).
Danskeren formåede blot at sætte 18.-bedste tid i Q1 (første del af kvalifikationen), og dermed kom han ikke blandt de 16, som gik videre til Q2.
For at gnide mere salt i såret leverede teamkammerat Jolyon Palmer en fin Q1, hvor han kom ind som nummer 15 og dermed kom videre til Q2.
Kevin Magnussen havde ellers en glimrende afsluttende træning op til kvalifikationen, hvor han med tiden 1 minut og 33,639 sekunder var ottendebedst af alle bilerne.
Det var i præcis samme tid som teamkammerat Jolyon Palmer.
Japans Grandprix køres søndag morgen dansk tid.
/ritzau/











