Pia Kjærsgaard smider fire folketingsmedlemmer ud af salen


    Folketingspolitikerne Naser Khader (K), Jan E. Jørgensen (V), Jane Heitmann (V) og Brian Mikkelsen (K) er blevet smidt ud af åbningsdebatten i folketingssalen.

    Det skyldes, at de alle var iført en T-shirt med en budskab om krigen i Syrien. De fik kun lov til at side i salen i cirka en halv time, inden de blev bedt om at forlade salen.

    Det fortæller Naser Khader, som har taget initiativ til at få trykt bluserne.

    – Vi fik at vide af formanden (Pia Kjærsgaard (DF), red.) via hendes højre hånd, at hun ikke ville have, at vi havde T-shirtene på, fortæller Naser Khader.

    Ifølge Folketingets Oplysning står der ikke direkte i Folketingets forretningsorden, at medlemmer ikke må iføre sig beklædning med politiske budskaber. Derimod er det op til formanden til enhver tid til at påtale medlemmernes opførsel.

    – Jeg kan beslutte, hvad jeg mener er rigtigt i forhold til orden i folketingssalen, og sådan er det. En demonstration i salen, det gør man bare ikke, siger formanden for præsidiet, Pia Kjærsgaard.

    – Der var først to med trøjer på, så var der tre, og så var der fire. Jeg kunne godt se, at det kunne udvikle sig til at blive til en – fredelig ja, – men dog en demonstration.

    Naser Khader er uforstående over for, at politikerne blev bedt om at tage de langærmede sorte bluser med teksten “Syrien Aleppo bløder #savesyria” af.

    – Det kan jeg ikke forstå. Det var en markering af en humanitær katastrofe, siger Naser Khader.

    – Vi er kun nogle få timers flyvetur fra en af de værste katastrofer i nyere historie, og det internationale samfund sidder på hænderne. Det er videreformidlingen af et nødråb, siger han.

    /ritzau/