Israel angriber Gaza og dræber leder for jihadister

    Israel har fredag ramt mål i Gaza, oplyser den israelske hær. Mindst fire personer er dræbt, heriblandt et fireårigt barn.

    Det oplyser de palæstinensiske myndigheder i enklaven.

    Militante jihadister bekræfter, at deres leder er blandt de dræbte.

    – Islamisk Jihads bevægelse i Palæstina og dets militære gren Al-Quds-Brigaden er i sorg over, at den store jihadistiske kommandant Tayseer al-Jabari “Abu Mahmud” er dræbt ved et zionistisk snigmord i Gaza City, hedder det i en erklæring

    Angrebet kommer oven på flere dages spændinger, efter Israel har anholdt en prominent islamistisk leder på Vestbredden.

    – IDF (Israels hær) er lige nu ved at ramme mål i Gazastriben. Der er blevet erklæret en særlig situation på den israelske hjemmefront, hedder det i en erklæring ifølge Reuters.

    Der er erklæret nødretstilstand i den palæstinensiske enklave.

    På tv-billeder kan man se sort røg stige fra taget af en bygning i det meget befolkningstætte Gaza.

    Der bor over to millioner mennesker på et område, der er lidt større end Langeland.

    Angrebet kommer, efter Israel har anholdt Bassam al-Saadi i byen Jenin på Vestbredden tidligere på ugen. Han er leder af Islamisk Jihad i Palæstina.

    Israel har samtidig lukket alle grænseovergange til Gaza og veje i nærheden. Man er bekymret for, at militante grupper i Gaza vil gøre gengæld.

    /ritzau/AFP