Amerikansk sportsstjerne er kendt skyldig i narkosmugling i Rusland

    Den amerikanske basketballspiller Brittney Griner er kendt skyldig i at have smuglet cannabisolie ind i Rusland tilbage i februar.

    Sådan lyder dommen ifølge flere medier torsdag i retssagen, som har fundet sted i udkanten af Moskva.

    Anklageren mener, at Griner skal have knap ti års fængsel i sagen, hvor Griner allerede selv havde erkendt sig skyldig.

    Men hun har fastholdt, også torsdag under retssagen, at det var en “ærlig fejl”. Men ifølge dommen gjorde amerikaneren det “med vilje”. Det er endnu uvist, hvilken straf hun får.

    Sagen fik sit udspring 17. februar, da Griner blev stoppet i en lufthavn i Moskva med cannabisolie i bagagen.

    En uge senere – 24. februar – invaderede Rusland naboen Ukraine. Forløbet med Griner har forværret forholdet mellem USA og Rusland og ledte hurtigt til mistanker om, at tilbageholdelsen af Griner i Rusland var politisk motiveret. Det har det russiske styre hele tiden benægtet.

    Griner erkendte sig i sidste måned skyldig, men har altså fastholdt, at hun gjorde det bevidst.

    /ritzau/