Spaniens regering har besluttet at indføre hastetiltag for at spare energi.
Alle offentlige bygninger, shoppingcentre, biografer, arbejdspladser, hoteller, togstationer og lufthavne bliver påvirket.
Om sommeren må de højst skrue temperaturen indenfor ned til 27 grader. Og om vinteren må de højst skrue op til 19 grader.
Tiltagene er blevet besluttet på et ministermøde i Madrid, den spanske hovedstad. Det oplyser Teresa Ribera, minister for fremme af miljøet.
De energibesparende tiltag skal være implementeret inden for en uge, efter at dekretet er offentliggjort i det spanske statstidende.
De gælder som udgangspunkt indtil 1. november 2023.
Ifølge Ribera er Europa i en “kritisk situation”, hvad angår energi. Derfor skal Spanien løfte sin del af ansvaret.
– Det er tid til at udvise solidaritet, siger hun.
/ritzau/dpa











