New Zealands grænser er helt åbne efter to års forsigtighed

    Mandag er New Zealands grænser igen helt åbne for besøgende fra hele verden. Det er første gang, siden de lukkede i marts 2020 på grund af coronapandemien.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Grænserne til New Zealand begyndte så småt at åbne i februar i år. Da var det kun newzealændere, der kunne kom ind i landet, og siden er restriktionerne gradvist blevet lempet.

    Fra natten til mandag lokal tid var det igen muligt for besøgende, der skal have visum for at komme ind i landet og folk på studentervisum at komme ind i New Zealand.

    Desuden tillader New Zealand nu igen krydstogtsskibe og fritidsyachter fra andre lande at ligge til i landets havne.

    Der er krav for de fleste besøgende om, at de skal være vaccinerede mod

    coronavirus, og de skal tage to test efter ankomst. Der er dog ingen krav om karantæne, når man kommer ind i landet.

    New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, siger mandag i en tale, at den sidste del af grænseåbningen er et stort øjeblik.

    – Det har været en gradvis og forsigtig proces fra vores side siden februar, mens vi sammen med resten af verden fortsætter med at navigere i en særdeles levende global pandemi, mens vi holder folk i sikkerhed, siger hun.

    /ritzau/