Mand fløjet til Rigshospitalet efter påkørsel på Bornholm

    En mand er blevet fløjet til Rigshospitalet i København, efter at han lørdag blev påkørt af en motorcykel lidt uden for Aakirkeby på Bornholm.

    Det fortæller Jørgen Westergaard, der er vagtchef ved Bornholms Politi.

    Kort før klokken et natten til søndag kender politiet ikke tilstanden på de to mænd.

    Jørgen Westergaard fortæller dog, at fodgængeren var i kritisk tilstand efter ulykken.

    Motorcyklisten, der var involveret i ulykken, er bragt til Bornholms Hospital.

    – Det er en motorcyklist, der påkører en fodgænger på almindelig vej, fortæller vagtchefen.

    Politiet fik anmeldelsen lørdag aften klokken 22.24.

    /ritzau/