Popdronningen Beyonce får ros for sit mest festlige album

    Popdronningen Beyoncé har smidt sit første soloalbum i seks år, “Renaissance”, på gaden.

    Det er langtfra hendes bedste, men det er til gengæld det mest festlige, mener Ralf Christensen, der har anmeldt albummet for Information.

    – Det former sig som én lang dansenat, hvor numrene glider over hinanden, og hvert nyt skifte føles som en stadig højere opbygning mod klimaks. 16 numre og 62 minutter, kun dansenumre, står der i anmeldelsen.

    Han kalder det “en kåd affære”, som står i kontrast til den 40-årige sangers forrige album, “Lemonade” fra 2016, der mest af alt centrerede sig om hendes mands utroskab.

    – En gennemkåd plade fuld af støn, suk, heftig blodtilstrømning, skælvende falset.

    Til gengæld står Informations anmelder tilbage med et uforløst ønske om, at verdensstjernen ville levere en politisk bredside.

    Musik- og kulturmagasinet Rolling Stone mener, at albummets maleriske storhed er banebrydende og giver fire en halv ud af fem stjerner.

    – Er det en udvikling fra “Lemonade”? Ikke helt. Men med “Renaissance” er Beyoncé mere relaterbar end nogensinde, skriver magasinet blandt andet.

    /ritzau/