Dødstallet efter de omfattende oversvømmelser, der har ramt det østlige Kentucky, er steget til 15.
Det oplyser delstatens guvernør, Andy Beshear, fredag.
Han forventer, at det endelige dødstal kan stige til mere end det dobbelte, meddeler han på Twitter.
– Vi har nu mistet mindst 15 kentuckyanere. Men det tal ventes at stige, formentlig til over det dobbelte, siger Beshear i en video, han har lagt på nettet.
– Vi ved, at de tab også omfatter børn. Der kan være hele familier blandt ofrene, siger han.
Redningsmandskab er stadig i gang med at evakuere folk fra de værst ramte områder og lede efter dødsofre og overlevende.
Foreløbig er hundredvis af beboere i de ramte områder blevet evakueret med både. Helikoptere har været ude og hente strandede mennesker omkring 50 gange.
– Det østlige Kentucky oplever ofte oversvømmelser, men vi har aldrig set noget lignende, siger Beshear.
– Folk, der arbejder med det her og har gjort det i 20 år, har aldrig set vandet stå så højt.
Han advarer indbyggerne i Kentucky om, at der venter nogle hårde dage forude. Og det kommer til at tage tid at genopbygge, siger guvernøren.
Fredag er der stadig varsler i kraft om nye oversvømmelser i dele af det østlige Kentucky samt i det nordøstlige Tennessee og det vestlige West Virginia.
Her ventes der mere regn fredag, og det kan få vandstanden i floder og andre vandløb til at stige yderligere. I forvejen er mange af dem løbet over deres bredder, oplyser USA’s vejrtjeneste.
Guvernøren tilføjer, at over 23.000 huse i Kentucky fortsat er uden strøm. Mange områder mangler også fortsat vand i hanerne.
Også andre steder i USA falder regnen tungt og forårsager oversvømmelser.
Det gælder blandt andet i spillebyen Las Vegas, hvor både gader, parkeringskældre og gulvene i flere kasinoer er dækket af vand, skriver nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/











