Det giver for en stund et enormt skud lykke at vinde millioner i Lotto, men hvis man vil bevare lykkefølelsen på langt sigt, skal man huske at holde fast i normaliteten i hverdagen.
Sådan lyder det fra Christian Bjørnskov, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet. Han har blandt andet set på sammenhængen mellem økonomi og lykke.
– Det bedste råd vil være at holde fast i en normalitet og nogle normale sociale relationer. Bliv ved med at komme normalt i tennisklubben eller håndboldklubben, eller hvor man nu kommer.
– Og tag i øvrigt imod alle de råd, man kan få fra for eksempel millionærrådgivere (fra Danske Spil, red.) eller fra ens bank om, hvordan man kan sikre sig for resten af livet, siger Christian Bjørnskov.
Hans råd falder, efter at en person har vundet over 759 millioner kroner i Eurojackpot. Vinderkuponen er købt i Meny i Blåvand.
Søndag eftermiddag er der endnu ikke nogen, der har henvendt sig til Danske Spil og gjort krav på den enorme pengepræmie.
Alle, der vinder 1,5 millioner kroner eller mere i de spil, som Danske Spil tilbyder, bliver af firmaet tilbudt besøg af en af deres millionærrådgivere.
/ritzau/











