Danske Spil leder med lys og lygte efter nyslået mangemillionær

    Det er halvandet døgn siden, at en eurojackpot-kupon købt i Blåvand kastede over 750 millioner kroner af sig. Men der er endnu ingen indehaver af kuponen, der har meldt sig.

    Derfor opfordrer Danske Spil til at få tjekket sin kupon, hvis man går rundt med sådan en i baglommen.

    Danske Spil kender forhandleren, som er Meny i Blåvand, men ikke identiteten på køberen.

    – Derfor må vedkommende selv henvende sig. Det kræver, at man får tjekket sine tal ved at få skannet sin kupon hos en forhandler, eller at man tjekker dem selv online, fortæller hun.

    Danske Spil fortæller, at det er “enormt sjældent”, at de ikke finder vinderen.

    – Folk sidder jo med mange drømme og håb om at få de rigtige vindertal. Derfor oplever vi også oftest, at folk henvender sig relativt hurtigt.

    Danske Spil gør selv en del for at fange vinderens opmærksomhed.

    – Lørdag var vi i Blåvand for at pynte butikken op, så hvis vinderen kommer tilbage til butikken, minder det forhåbentlig vedkommende om at få tjekket kuponen.

    – Derudover ønsker vi tillykke på alle vores skærme i de butikker, hvor vi forhandler, så vinderen også har mulighed for at blive mindet op det dér. Hvis ikke vi finder en vinder i løbet af nogle uger, kunne man også forestille sig, at vi kommer til at efterlyse via dagbladsannoncer, fortæller Line Bruun.

    Den heldige spiller – eller den heldige tipsklub – har vundet med vindertallene 1 – 11 – 17 – 19 – 33 og stjernetallene 3 og 7.

    En vinder kan altid vælge at være anonym i offentligheden.

    /ritzau/