Dansker vinder over 750 millioner i Eurojackpot

    En gevinst på over 750 millioner kroner i Eurojackpot har fundet sin vinder i Danmark. Det fremgår af Danske Spils hjemmeside.

    Helt præcist lyder gevinsten på 759.318.630 kroner.

    Det er den største gevinst, der har været på højkant i Danmark nogensinde, lyder det.

    En heldig spiller – eller en heldig tipsklub – har vundet med cifrene 1 – 11 – 17 – 19 – 33 og eurotallene 3 og 7.

    Den tidligere største gevinst i Danmark blev vundet i 2015, hvor en dansker vandt 315 millioner kroner.

    Samlet har Danske Spil fundet 186 Eurojackpot-millionærer siden marts 2012, hvor lotteriet havde dansk premiere, oplyser Danske Spil.

    Sandsynligheden for at vinde Eurojackpot er en ud af 140 millioner, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

    /ritzau/