Singaporeansk narkosmugler henrettet ved hængning

    En 64-årig mand er fredag blevet hængt i Singapore, efter at han blev dømt for narkosmugling i den sydøstasiatiske bystat.

    Manden havde egentlig forsøgt at anke sin dom, men det blev afvist i retten, og fredag blev manden altså hængt i fængslet.

    Det er femte gang siden marts, at en person hænges for narkosmugling i bystaten, som har en af verdens strengeste narkolovgivninger.

    Den 64-årige mand blev taget med mere end 33 gram heroin på sig, som det singaporeanske politis narkotikaafdeling mener var beregnet til smugling.

    Mængden var nok til at “vedligeholde cirka 400 narkomaners stofmisbrug i en uge”, oplyser politiet.

    Kirsten Han, en lokal aktivist, som var bekendt med den hængte mands situation, siger, at han havde kæmpet med stofmisbrug, siden han var 14 år gammel.

    – Hvis vi virkelig gik op i stofmisbrugeres velbefindende, burde vi have givet ham og andre som ham en betydelig støtte og plads til at komme sig, siger hun.

    – I stedet blev han straffet med indespærring om og om igen igennem hele livet.

    Efter en pause på mere end to år begyndte Singapore i marts igen at henrette folk, som er dømt til døden.

    I april førte det til kraftig kritik fra blandt andet FN og EU, da en mentalt handikappet 34-årig mand fra Malaysia blev henrettet for i 2009 at have smuglet en mindre mængde heroin ind i Singapore.

    Hans søster sagde i kølvandet på henrettelsen, at det var en tragisk oplevelse for familien, og at de alle var dybt chokerede.

    – At hænge en intellektuelt handikappet og psykisk syg mand kan slet ikke retfærdiggøres, og det er et åbenlyst brud på international lovgivning, som Singapore selv har valgt at skrive under på, sagde hun.

    /ritzau/AFP