Jamaicaner er nu hurtigste nulevende kvinde på 200 meter

    Jamaicanske Shericka Jackson er den hurtigste nulevende kvinde på distancen 200 meter, efter at hun natten til fredag vandt guld i 200-meter-løb ved VM i atletik i Oregon.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Jackson løb i tiden 21,45 sekunder, hvilket desuden er en VM-rekord samt jamaicerens personlige rekord.

    Den egentlige verdensrekordindehaver er amerikaneren Florence Griffith-Joyner, der løb distancen på 21,34 sekunder ved OL i Seoul i 1988.

    Griffith-Joyner døde i 1998, og derfor er Shericka Jackson den kvinde, der er i live, som har løbet distancen hurtigst.

    Guldvinderens landskvinde Shelly Fraser-Pryce, der vandt guld til 100-meter-løb i søndags, blev nummer to i tiden 21,81 sekunder, mens britiske Dina Asher-Smith blev nummer tre i tiden 22,02 sekunder.

    /ritzau/