Danmarks fortsatte levering af våben og udstyr til Ukraine samt muligheden for at træne ukrainske soldater på dansk grund i fremtiden skader Danmark og Ruslands forhold yderligere.
Det mener Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin.
– Danmarks politik fører til yderligere ødelæggelse af forholdet mellem Rusland og Danmark, lyder det fra ambassadøren i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Udtalelsen kommer, efter forsvarsminister Morten Bødskov (S) onsdag sagde, at han ikke ville afvise, at ukrainske soldater kan blive trænet i Danmark i fremtiden.
– I øjeblikket kigger vi på et meget stort træningssamarbejde sammen med briterne. Men jeg vil bestemt ikke afvise, at der også i forlængelse af det kan være almindelig træning af det ukrainske forsvar i Danmark, sagde Morten Bødskov onsdag.
Han sagde desuden, at Danmark kan “spille en helt afgørende rolle” i træningen af Ukraines forsvar mod Ruslands invasion af landet.
Men ifølge den russiske ambassadør satser Danmark på “fortsat blodsudgydelse” ved at levere våben og åbne for træningsmuligheden.
/ritzau/











