Rusland mener Vesten selv er skyld i gasleveringsproblemer

    Rusland mener, at problemer med at levere gas til Europa skyldes restriktioner iværksat af Vesten.

    Det siger Dmitrij Peskov, talsmand for det russiske præsidentkontor, torsdag på et pressemøde. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Udtalelsen falder samme dag, som at rørledningen Nord Stream 1 igen er begyndt at sende gas fra Rusland til Europa. De seneste ti dage har ledningen været til vedligehold, og derfor har den ikke kunnet sende gas som normalt.

    Op til torsdag har der været bekymring for, om Rusland ville fortsætte med at sende gas til Europa, eller om Rusland ville benytte lejligheden til at stoppe for gasleveringen.

    Ifølge Dmitrij Peskov er der ingen russisk interesse i at skabe problemer i forhold til gasleveringen til Europa. I stedet er det Vestens egne restriktioner, der skaber problemer, siger han.

    – Enhver slags tekniske problemer i forhold til dette er forårsaget af de restriktioner, som europæiske lande selv har iværksat, siger han ifølge AFP.

    Onsdag sagde EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, at hun ser det som “sandsynligt”, at Rusland lukker helt for gassen til EU.

    – Rusland afpresser os. Rusland bruger energi som et våben. Så uanset om vi får en delvis lukning for gassen fra Rusland eller en total lukning, så skal EU være klar, sagde Ursula von der Leyen.

    Talsmanden fra det russiske præsidentkontor afviser beskyldningen.

    Han siger ifølge AFP, at beskyldninger om, at Rusland bruger gasleveringerne til politisk afpresning er “komplet” ubegrundet.

    /ritzau/