Motorcyklist påkører hest og kommer slemt til skade

    En motorcyklist blev kørt til hospitalet i kritisk tilstand, efter at han ramte en hest i Egtved nær Kolding onsdag aften.

    Det oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Torben Møller tidligt torsdag morgen.

    Politiet fik anmeldelsen om ulykken på Egtvedvej i Vester Nebel onsdag klokken 19.20.

    – Vi får en anmeldelse om, at der er en motorcyklist med en passager bagpå, som har påkørt en hest, fortæller Torben Møller.

    Motorcyklisten, som menes at være en mand i 40’erne, er kommet alvorligt til skade og blev bragt til sygehuset i kritisk tilstand.

    Passageren, som formentlig er en kvinde i 30’erne, er sluppet mere eller mindre uskadt.

    – Hesten pådrager sig nogle skader, som gør, at en dyrlæge må aflive den, siger vagtchefen.

    Tidligt torsdag morgen kender politiet ikke status på den tilskadekomne motorcyklist.

    /ritzau/