Vingegaard om andenplads: Hårdere afslutning havde været bedre

    Det var en afklaret Jonas Vingegaard, som onsdag aften satte ord på sin andenplads på den hårde 17. etape i Pyrenæerne.

    På den ene side måtte den 25-årige Jumbo-Visma-rytter endnu en gang se sig besejret af Tadej Pogacar i en afsluttende spurt om etapesejren, lige som det skete på 7. etape.

    På den anden side kunne Jonas Vingegaard være tilfreds med, at han kun satte fire bonussekunder til i forhold til Pogacar i kampen om den gule førertrøje.

    – Jeg blev udsat for en del angreb som de seneste par dage, og jeg havde også forventet det, siger danskeren til TV 2.

    – Selvfølgelig havde jeg håbet, at jeg kunne vinde. Men jeg tror, at sådan en afslutning var lidt for eksplosiv for mig.

    – For mig havde det nok været bedre, hvis det havde været endnu hårdere på sidste stigning, siger han.

    Jonas Vingegaard forventer flere angreb på 18. etape torsdag, som er den sidste i Pyrenæerne.

    Pogacar er 2 minutter og 18 sekunder efter Vingegaard, mens 2018-vinderen af Touren, waliseren Geraint Thomas, er nummer tre med et minus på 4 minutter og 56 sekunder i forhold til danskeren.

    Tadej Pogacar siger i et interview med Tour de Frances officielle kanal, at “det er fantastisk at tage etapesejren”, også efter at han har mistet halvdelen af sit hold undervejs i Touren.

    Senest måtte polske Rafal Majka opgive at stille til start på 17. etape på grund af en skade.

    Onsdag fik Pogacar god hjælp af blandt andre danske Mikkel Bjerg og ikke mindst amerikaneren Brandon McNulty, der fulgte med sin holdkaptajn og Jonas Vingegaard næsten hele vejen til mål.

    23-årige Tadej Pogacar har før torsdagens sidste etape i Pyrenæerne ikke opgivet at tage sin tredje Tour-sejr i træk, når løbet slutter på søndag i Paris.

    – Jeg er optimistisk. I morgen er der en hård dag, og vi kan prøve igen, siger han.

    /ritzau/