USA tager skridt i retning mod at sikre homoseksuelle ægteskaber

    Repræsentanternes Hus i USA har tirsdag stemt for et lovforslag, der skal beskytte homoseksuelles ret til at blive gift.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Forslaget skaber føderal beskyttelse af homoseksuelle ægteskaber, mens det også forbyder alle at afvise gyldigheden af et ægteskab på baggrund af parrets race eller køn.

    Der skal også være et flertal i Senatet, for at forslaget kan blive til lov.

    Det er USA’s højesterets omstødelse af Roe v. Wade, der sikrede retten til abort, der får Repræsentanternes Hus til at tage dette emne om.

    Der er nemlig frygt for, at omstødelsen af Roe v. Wade kan skabe præcedens for, at afgørelser, der beskytter retten til ægteskab mellem to af samme køn, også kan blive omstødt.

    Det er usikkert, om forslaget vil blive stemt igennem i Senatet, fordi der er en ligelig fordeling af republikanere og demokrater.

    /ritzau/