Storbritannien har målt rekordhøj temperatur på 40,2 grader

    Storbritannien registrerede tirsdag en rekordhøj temperatur på 40,2 grader. Det oplyser det meteorologiske kontor, MET. Rekordmålingen er foretaget ved Heathrow lufthavn i London.

    Inden da var der i forbindelse med den nuværende hedebølge registreret en temperatur på 39,1 grader i Charlwood nær Gatwick lufthavn syd for London.

    Den gamle varmerekord – fra 2019 – lå på 38,7 grader.

    Der blev allerede mandag registreret en lokal varmerekord i Wales på 37,1 grader og i grevskabet Suffolk på 38,1 grader.

    – Hvis det bliver bekræftet, så er der tale om de højeste temperaturer, som nogensinde er målt i Storbritannien, hedder det i en pressemeddelelse fra MET.

    Der var varslet fare med farven “rød”, som advarer om ekstrem hede, hvor menneskeliv kan være i fare. Advarslen omfattede et stort område, som strækker sig fra London over Manchester til York.

    Briterne er vant til relativt milde sommertemperaturer, der som regel topper omkring 20 grader i juli. Kun få hjem er udrustet med klimaanlæg.

    Den ekstreme varme har blotlagt mange mangler i landets infrastruktur.

    – Der kræves ombygninger for at klare de høje temperaturer. Det vil tage år at gennemføre, siger transportminister Grant Shapps.

    Mandag holdt en del skoler i landet lukket på grund af varmen.

    I Lutons lufthavn nord for London førte varmen til et stop for lufttrafikken på grund af skader på en landingsbane.

    BBC advarer om mangler eller problemer med vandtilførsler.

    /ritzau/Reuters