Onsdag bliver det danske sommerland ramt af massiv varme, og måske bliver der endda skrevet vejrhistorie.
Indtil nu er den højeste temperatur nogensinde målt i Danmark 36,4 grader i Holstebro. Det var i august 1975.
Men den rekord kan en lille sønderjysk landsby komme til at slå onsdag, skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på sin hjemmeside.
– Et bud på den nye trofæholder kan være Store Jyndevad i Sønderjylland, hvor vinden kommer op fra Tyskland.
– Store Jyndevad ligger nemlig lige i skudlinjen, når sydøstenvinden sender den massive varme fra det europæiske kontinent op mod Danmark, bemærker DMI på sin hjemmeside.
Det meteorologiske institut har en officiel målestation i Store Jyndevad, som ligger lige ved den dansk-tyske grænse.
DMI har tirsdag udsendt et varsel om hedebølge. For at kunne tale om hedebølge skal middeltemperaturen af de højeste registrerede temperaturer være over 28 grader i et område målt over tre sammenhængende dage.
Tirsdag og onsdag bliver meget varme med udsigt til over 30 grader – nogle steder op mod 35 grader.
Men da mandag havde temperaturer mellem 20 og 25 grader, og torsdag ventes at se ligeså ud, er det ikke sikkert, at kriteriet for hedebølge opfyldes, bemærker DMI.
/ritzau/











