Fire personer er anholdt og sigtet for at have dræbt 45-årige Frank Dan Nørgaard Jensen, som har været savnet siden lørdag, oplyser Østjyllands Politi.
De fire blev anholdt mandag aften på en adresse i Nimtofte på Djursland. Det drejer sig om to kvinder på 39 og 23 år samt to mænd på 39 og 25 år.
Politiet har endnu ikke fundet Frank Dan Nørgaard Jensen.
De anholdte bliver tirsdag klokken 14 stillet for en dommer ved Retten i Randers. Her vil anklagemyndigheden kræve de fire varetægtsfængslet.
I forbindelse med eftersøgningen af Frank Dan Nørgaard Jensen fandt politiet mandag aften en udbrændt bil på Gl. Fjellerup i Vivild.
Mandag aften og tirsdag formiddag ville Østjyllands Politi ikke oplyse, hvorvidt fundet af bilen havde forbindelse til den savnede mand. Men det har vist sig at være hans bil, fremgår det af en pressemeddelelse fra politiet.
Østjyllands Politi oplyser ikke noget om, hvordan Frank Jensen menes at være blevet dræbt.
Hvad de anholdtes relation til Frank Jensen er, oplyser politiet heller ikke.
De fire bliver sigtet for manddrab og for forsætligt at have sat ild på den varebil, som blev fundet udbrændt.
/ritzau/









