SAS regner med at flyve som normalt om nogle dage

    Der kommer formentlig til at gå nogle dage, før SAS igen flyver som normalt.

    Det skriver flyselskabet på sin hjemmeside, efter at det mandag lykkedes at nå frem til en ny overenskomstaftale med de strejkende piloter.

    På grund af strejken har SAS’ trafik været præget af aflysninger og forsinkelser de seneste to uger.

    Nu hvor der er indgået en ny aftale, vender piloterne tilbage til deres arbejde, så flyene igen kan komme på vingerne.

    Der kommer dog nok til at gå nogle dage, før alt er tilbage ved normalen, lyder det fra SAS.

    – Den normale drift genoptages så hurtigt som muligt.

    – Der kan dog være yderligere trafikforstyrrelser og som følge heraf aflyste fly de næste få dage, i takt med at vi kommer tilbage til normal trafik, skriver SAS på sin hjemmeside.

    Flyvninger, der allerede er blevet aflyst under strejken, vil forblive aflyste.

    SAS anbefaler sine kunder, at de tjekker status på deres rejse, inden de tager mod lufthavnen. Det kan de gøre på SAS’ egen hjemmeside.

    Det er også muligt at tjekke afgangs- og ankomsttidspunkt på et fly fra SAS på hjemmesiden for den lufthavn, som flyet flyver fra eller ankommer til.

    På Københavns Lufthavns hjemmeside fremgår det tirsdag morgen, at langt de fleste SAS-fly står til at flyve og ankomme som normalt.

    Der er dog også enkelte aflysninger til særligt USA.

    SAS understreger på sin hjemmeside, at selskabet gør alt for at få passagerne afsted som planlagt.

    – Vi undskylder, hvis du er blevet påvirket af strejken, og vi gør alt, vi kan, for at hjælpe alle afsted igen, skriver SAS.

    /ritzau/