Quick-Step-chef: Cavendish er ikke en del af vores projekt

    Supersprinteren Mark Cavendish skal se sig om efter et nyt hold til næste sæson.

    Han er ikke en del af planerne på Quick-Step, lyder det fra holdets chef, Patrick Lefevere, i et interview med italienske La Gazzetta dello Sport.

    – Han bliver ikke. Det tror jeg ikke, det er ikke muligt. Det skærer mig i hjertet, men nogle gange kommer tidspunktet, hvor man skal sige tak for alt, hvad han har gjort for holdet og – håber jeg – omvendt, siger Lefeevre til avisen ifølge Cyclingweekly.com.

    – Jeg ved, at han gerne vil køre to år mere, men han er ikke en del af vores projekt.

    Efter et forrygende 2021, hvor 37-årige Cavendish vandt fire etaper i Tour de France, fik han forlænget sin kontrakt med det belgiske storhold for et år mere.

    Men i år blev der ikke plads på Tour-holdet til briten. Quick-Step har i stedet satset på Fabio Jakobsen, der har kvitteret med foreløbig én etapesejr.

    Mark Cavendish har ellers haft fart i cyklen i 2022 også. Han er noteret for fem sejre heriblandt en etapesejr i Giro d’Italia samt det britiske mesterskab.

    Med de fire etapesejre i sidste års Tour tangerede Mark Cavendish rekorden for flest etapesejre i løbet.

    Han er nu på 34 sejre – det samme antal som legenden Eddy Merckx, der støvsugede sejre i 1970’erne.

    Cavendish’ første Tour-sejr kom helt tilbage i 2008. Han er også tidligere verdensmester i linjeløb, da han sejrede ved VM i København i 2011.

    /ritzau/