Mand sigtet for narkopåvirket kørsel efter bilulykke

    Efter et voldsomt uheld på Vigerslev Allé i København mandag morgen er en mand blevet anholdt og sigtet for kørsel i narkopåvirket tilstand.

    Det oplyser Thomas Hjermind, vagtchef ved Københavns Politi.

    Det drejer sig om to mænd, der er kørt ind i hinanden, hvorefter den ene bil er fortsat ind i et træ.

    – Den ene af de to mænd er sigtet for kørsel i narkopåvirket tilstand og skal nu have taget blodprøver, siger vagtchefen.

    De to mænd var alene i bilerne, og de er begge blevet kørt til tjek på hospitalet, men ifølge Thomas Hjermind er der ingen meldinger om alvorlig personskade.

    – Det drejer sig om to mænd fra henholdsvis 1988 og 1984, oplyser vagtchefen.

    Ifølge vagtchefen skal politiet nu i gang med tekniske undersøgelser, der skal klarlægge, hvad der er sket.

    Uheldet spærrede tidligere Vigerslev Allé i begge retninger, men vejen er nu ryddet og atter farbar.

    /ritzau/