Mandag vil repræsentanter for de norske SAS-piloter holde et møde med den neutrale forligsmand.
Baggrunden for mødet er at finde ud af, hvad der er status i pilotstrejken, der har varet i en uge.
Det oplyser Jan Levi Skogvang, leder for SAS Norge Flyverforening, til norsk TV 2 ifølge nyhedsbureauet NTB.
– Det er ikke nogen mægling eller forhandling, men bare et statusmøde på Teams om, hvor parterne står, siger Jan Levi Skogvang.
– Der har været et tilsvarende møde blandt de svenske parter, tilføjer han.
Ritzau har spurgt Dansk Pilotforening, om de danske SAS-piloter ligeledes har været til eller er indkaldt til et møde med den neutrale forligsmand.
Formand for Dansk Pilotforening Henrik Thyregod skriver i en SMS, at der ikke har været indkaldt til et møde.
Forligsmanden er en neutral part, der i tilfælde af konflikt forsøger at hjælpe arbejdsgiver og arbejdstagere til at lande en overenskomstaftale.
I tilfældet med SAS og piloterne er det endnu ikke lykkedes at nå til enighed om en ny overenskomstaftale. Det er årsagen til, at piloterne er gået i strejke.
Ifølge Jan Levi Skogvang fra den norske pilotforening har man ikke hørt noget nyt fra SAS i forhold til at finde en aftale.
Han fortæller videre, at de norske piloter mener, at det er SAS, som kommer til at skulle tage kontakt til piloterne og ikke omvendt.
/ritzau/











