Forsker: SAS-ledelsen har bolden efter endnu et tillidsbrud

    Når SAS-piloterne har valgt at stoppe hjemtagningen af strandede feriegæster, er det endnu et tegn på, at der mangler tillid mellem parterne i konflikten.

    Det mener Henning Jørgensen, der som er professor emeritus i arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet i årevis har fulgt SAS.

    – Piloterne siger, at de ikke kan regne med ledelsen, fordi den løber fra aftaler, og derfor henter de ikke de sidste strandede passagerer hjem, siger han.

    – Men hvis man ikke kan finde ud af at stole på hinanden, er parterne for langt fra at kunne gå i forhandlingslokalet igen. Det er det, jeg ser som hovedproblemet: Når tilliden er nedbrudt gensidigt, er det svært at finde en løsning, siger han.

    Henning Jørgensen understreger, at de mange udmeldinger også er interessebetonede.

    Men ifølge professoren er det særligt ledelsen, der har stået for et tillidsbrud. Det skete ifølge ham ved de sidste forhandlinger inden strejkemeldingen, hvor ledelsen, kort efter at parterne var nået tæt på en fælles grund, kom med nye krav til en aftale.

    Også SAS-piloterne har kritiseret ledelsen for hele tiden at komme med øgede krav, hver gang de har nærmet sig hinanden.

    – Jeg synes ikke, der er tvivl om, at de var tæt på hinanden, inden SAS-ledelsen fremsatte nye krav, siger Henning Jørgensen.

    – Jeg ser det som en meget fastlåst situation, hvor der ikke er mulighed for, at der kan stilles nye forhandlinger op, fordi parterne – og specielt SAS-ledelsen – må komme med nye signaler om, at de gerne vil nå en aftale, siger han.

    /ritzau/