Når storcentret Field’s slår dørene op mandag, vil der blive afholdt et minuts stilhed for ofrene for skudepisoden sidste søndag.
Mindehøjtideligheden vil finde sted klokken 12 i hele centret, oplyser Field’s i en pressemeddelelse.
– Vi har været i tæt dialog med Københavns Politi og brandmyndighederne. Vi vurderer på den baggrund, at Field’s er sikkert, lyder det i meddelelsen.
– Vi har også rådført os med fagfolk, som fortæller os, at den bedste måde at undgå kronisk angst eller længerevarende reaktioner generelt set er, at kunder og ansatte hurtigst muligt vender tilbage til normalen.
Storcentret har været lukket i en uge, efter at tre personer blev dræbt under et masseskyderi sidste søndag. Fire andre befandt sig umiddelbart efter skyderiet i kritisk tilstand.
Københavns Politi afsluttede sit arbejde tidligere på ugen.
Field’s har siden haft lejlighed til at gennemgå og klargøre storcentret, så det igen er parat til at modtage besøgende.
Storcentret åbner klokken 10 mandag formiddag.
Når det åbner vil Københavns Politi være til stede med sit nærpoliti. Det vil stå til rådighed, hvis borgere skulle have spørgsmål eller bekymringer, der skal vendes. Politiet vil være til stede fra klokken 10 til 20.
Her vil man også kunne få oplysninger til krisehjælp, hvis man har brug for det. Det oplyser politiet på Twitter.
Hvis man besøger centret i den kommende tid, er man velkommen til at lægge en buket ved hovedindgangen, lige som mange andre allerede har gjort.
Hvis det også indebære lys, skal disse være elektriske af hensyn til brandsikkerheden.
Skyderiet i Field’s, der fandt sted for en uge siden, har ført til fængslingen af en 22-årig mand, som er blevet sigtet for tre drab og syv drabsforsøg.
Han blev mandag varetægtsfængslet i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling i 24 dage.
/ritzau/











