Lionel Messi er ude i tre uger med en lyskeskade


    Den spanske storklub FC Barcelona må undvære Lionel Messi de næste tre uger.

    Verdensstjernen udgik onsdag af kampen mod Atlético Madrid efter en times spil.

    – Leo Messi har fået en lyskeforstrækning i højre ben, og han vil være ude i omkring tre uger, oplyser Barcelona i en meddelelse på Twitter.

    Dermed går argentineren glip af de næste kampe i La Liga. Han misser ligeledes Champions League-kampen mod Borussia Mönchengladbach og to landskampe i VM-kvalifikationen mod Peru og Paraguay i oktober.

    Hvis pausen som forventet bliver på tre uger, kan han efter planen gøre comeback i ligakampen mod Deportivo La Coruña 15. oktober.

    Barcelona-træner Luis Enrique mener, at skaden får betydning for holdet.

    – Jeg er ikke læge, men når Messi er skadet, er vi alle tabere. Fodbold er taberen, siger han om Messi, der er alletiders topscorer i FC Barcelona.

    I sidste sæson var Messi også ude med en skade. Dengang vandt holdet otte ud af ti kampe uden ham og blev senere mester.

    – Uden Messi er vi knap så stærke, men vi er stadig gode, og vi vil fortsætte med at spille med selvtillid, siger Luis Enrique ifølge Reuters.

    Kampen mod Atlético Madrid onsdag endte 1-1, men begge hold slap nådigt i topstriden, da endnu en af bejlerne til titlen i La Liga – Real Madrid – snublede på hjemmebane. Her fik kongeklubben kun et point med fra opgøret mod Villarreal.

    Real Madrid ligger dermed stadig med tre point flere end Barcelona i toppen af tabellen. Sevilla er på andenpladsen to point efter Real Madrid.

    /ritzau/