Tre konservative profiler har lørdag meldt sig ind i kampen om at blive Storbritanniens næste premierminister.
Den nyligt udpegede finansminister Nadhim Zahawi går efter at afløse Boris Johnson som leder for Det Konservative Parti og dermed også overtage premierministerposten efter Johnson.
Udenrigsminister Liz Truss har lørdag også smidt sit navn i hatten.
Derudover har transportminister Grant Shapps meldt sit kandidatur. Det skriver flere britiske medier.
Zahawi vil skabe ro og stabilisere økonomien, fortæller han til avisen the Evening Standard, hvor han har meddelt, at han stiller op.
Grant Shapps, som har været en af Johnsons loyale støtter, har været transportminister, siden Boris Johnson blev premierminister i 2019.
Han siger til avisen Sunday Times, at hans mål er at håndtere de stigende leveomkostninger.
Han vil, hvis han får posten, blandt andet gå efter at sænke skatten for de mest sårbare og give støtte til selskaber, der er hårdt ramt af højere energipriser.
Udenrigsminister Liz Truss vil som leder byde på “klassiske konservative principper”, siger hun ifølge avisen Mail on Sunday.
Hun lover, at hun som premierminister blandt andet vil skære i selskabsskatten og introducere tiltag for at håndtere højere leveomkostninger.
Foreløbig har syv konservative sagt, at de går efter formandsposten i partiet, hvortil premierministerposten altså også følger.
/ritzau/Reuters











