Golftvillinger falder tilbage i Skotland – den ene misser cuttet

    Golftvillingerne Rasmus og Nicolai Højgaard leverede fredag en skidt anden runde ved Scottish Open.

    Begge spillere lå til i topstriden efter første runde af DP World Tour-turneringen, men det blev der lavet om på fredag.

    Rasmus Højgaard dumpede fire pladser tilbage og er nu på en delt ottendeplads efter en anden runde i to slag over par.

    Han er fem slag efter den førende spiller. Det er amerikaneren Cameron Tringale, der ligesom Rasmus Højgaard også gik anden runde i to slag over par. Til gengæld havde Tringale leveret en flot første runde i 61 slag, så han havde et godt fundament at give af.

    Helt galt gik det for Nicolai Højgaard, som ikke klarede cuttet efter en runde i 79 slag, ni slag over par. Værst gik det på hul seks, hvor han skulle bruge seks slag på et par 3-hul. Han røg hele 93 pladser tilbage i den samlede stilling.

    Thorbjørn Olesen gør Rasmus Højgaard selskab i weekendens finalerunder.

    /ritzau/