Euroen blev tirsdag svækket til det laveste niveau over for den amerikanske dollar i næsten 20 år på stigende frygt for en recession, idet centralbanker hæver renterne for at bekæmpe en høj inflation.
I eurozonen er frygten for en recession forstærket af bekymringer for en energikrise i Europa.
– Truslen om en recession i euroområdet er en mere klar trussel nu i forhold til tidligere, siger Bipan Rai, der er valutastrateg hos finanshuset CIBC Capital Markets, til nyhedsbureauet Reuters.
Euroen faldt tirsdag til med næsten 1,8 procent til 1,0236 dollar. Det er det laveste siden december 2002.
Mandag skulle der til sammenligning betales 1,0424 dollar for en euro.
Ved indgangen til 2022 kostede en euro næsten 1,14 dollar. Siden er euroen blevet svækket.
Det skyldes frygt for en recession, der defineres som to kvartaler i træk med negativ økonomisk vækst samt renteforskellen mellem USA, der allerede har hævet renten flere gange, og Den Europæiske Centralbank, der endnu ikke er begyndt at sætte sine renter op.
/ritzau/











