Det er ikke uddannelserne til offentlige hverv, der står øverst på ønskesedlen, når unge skal beslutte sig til, hvad de helst vil læse.
Således står velfærdsuddannelserne for skud, på et tidspunkt hvor der ikke siden 2012 har været så få, som vil læse videre.
Velfærdsuddannelser dækker over pædagoger, lærere, socialrådgivere og sygeplejersker.
For sidstnævnte gælder det, at 28 procent færre har søgt sygeplejerskeuddannelsen som deres førsteprioritet i år sammenlignet med sidste år.
Det er en “bombe under et i forvejen sønderknust sundhedsvæsen”. Det mener sygeplejerskernes fagforening, Dansk Sygeplejeråd.
– Vi står i en situation, hvor store dele af sundhedsvæsenet er i knæ, fordi der mangler sygeplejersker, siger næstformand Dorthe Boe Danbjørg i en pressemeddelelse.
– Hvis man havde tænkt, at man kunne løse udfordringerne ved at uddanne flere, så er den dør nu også smækket i. Det er dybt alvorligt.
17 procent færre end sidste år vil være socialrådgiver. Og 18 procent færre end sidste år har søgt ind på pædagoguddannelsen som deres førsteprioritet.
Det bekymrer også studenterfagforeningerne for velfærdsuddannelserne, som repræsenterer de studerende.
I en samlet udtalelse forudser de en fremtid med dårligere velfærd for alle danskere.
– Vi ser nu ind i en fremtid med færre medstuderende og færre fremtidige kolleger. Det betyder en fremtid, hvor vi som færdiguddannede skal løbe endnu hurtigere for at få enderne til at hænge sammen, skriver studenterforeningerne i en pressemeddelelse.
/ritzau/









