Frankrig hjemtager 35 børn og 16 mødre fra lejre i Syrien

    Frankrig har besluttet at hjemtage 35 børn og 16 mødre fra lejre i Syrien, hvor familiemedlemmer til mistænkte islamistiske ekstremister befinder sig.

    Det oplyser udenrigsministeriet i Paris tirsdag.

    – Frankrig er begyndt at hjemtage 35 franske mindreårige, der befandt sig i lejre i det nordøstlige Syrien. Denne operation betyder også, at 16 mødre fra de samme lejre vender tilbage, står der i en meddelelse.

    Børnene overdrages til sociale myndigheder, mens mødrenes sager skal behandles af retssystemet, oplyses det.

    Det var i 2019, at Islamisk Stat (IS) led nederlag i Syrien.

    Menneskerettighedsgrupper har længe opfordret Frankrig til at hjemtage omkring 200 børn fra de kurdisk-kontrollerede lejre i det nordøstlige Syrien.

    Børnene blev enten bragt til IS-territorie af deres forældre eller født der under krigen i landet.

    Før tirsdagens operation havde Frankrig hjemtaget i alt 126 børn siden 2016.

    En af de største og mest overbefolkede lejre er Al-Hol. Ifølge en rapport fra Red Barnet i september dør to børn ugentligt der.

    Situationen i lejrene har også i Danmark været heftigt diskuteret. Senest har en lægerapport skabt debat om flere børns tilstand i Al-Roj-lejren.

    Konflikten i Syrien har udviklet sig til en afgrundsdyb humanitær krise.

    Kampene begyndte i 2011, da regimet meget brutalt undertrykte og nedkæmpede demonstrationer for demokrati i forbindelse med det arabiske forår.

    Siden er det blevet en langstrakt konflikt med mange parter.

    Frontlinjerne har i vidt omfang ikke rykket sig i de senere år. Men der er fortsat vold og ødelæggelse, og millioner af mennesker er blevet fordrevet inden for landets grænser.

    Der findes fortsat i Syrien lommer af folk, der sympatiserer med IS.

    /ritzau/AFP