Fire meldes dræbt i gletsjerulykke i italiensk bjergområde

    Mindst fire mennesker har søndag mistet livet, efter at et stort stykke har revet sig løs af en gletsjer i et bjergområde i det nordøstlige Italien.

    Det oplyser tv-stationen Rai ifølge nyhedsbureauet AP. Rai henviser ikke til en kilde i forbindelse med dødstallet.

    Syv mennesker er blevet kvæstet i ulykken, melder den italienske tv-station.

    Ulykken skal være sket tæt på bjerget Marmolada i bjergkæden Dolomitterne.

    Her skal gletsjerstykket have forårsaget et sneskred på bjergsiden, som har ramt over et dusin bjergvandrere på en populær rute i området.

    Tidligere på dagen skrev det nationale alpine redningsberedskab på Twitter ifølge AP, at mindst fem helikoptere og redningshunde var involveret i en aktion.

    Det står ikke umiddelbart klart, hvorfor gletsjerstykket har revet sig løs.

    Men temperaturerne er for tiden meget høje i Italien.

    /ritzau/