Pernille Roth, som tidligere har været formand for Venstre i Nordjylland, bliver næstformand i Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne.
Det skriver TV 2 Nord.
– Jeg ser det ikke som om, jeg skal være politiker. Jeg har i mange år været i politiske organisationer, og det synes jeg faktisk er rigtig sjovt, siger den nyudklækkede næstformand til TV 2 Nord.
Inger Støjberg bekræfter over for Ritzau, at Pernille Roth bliver næstformand.
Pernille Roth bor lige som partistifteren i Hadsund. Hun var medlem af Venstre og formand for partiet i Nordjylland indtil februar sidste år.
Hendes farvel til Venstre kom kort tid efter, at Støjberg selv forlod partiet.
/ritzau/