Colorado Avalanche nærmer sig første mesterskab i 21 år

    I den fjerde kamp i finaleserien i NHL vandt Colorado Avalanche tidligt torsdag morgen dansk tid 3-2 over Tampa Bay Lightning efter forlænget spilletid.

    Der står dermed 3-1 i Denver-holdets favør i serien, hvor der spilles bedst af syv kampe.

    Det hold, der først vinder fire kampe, vinder Stanley Cup, som finaleserien hedder, og kåres som sæsonens mester i den bedste nordamerikanske hockeyliga.

    Tampa Bay Lightning fra Florida kom ellers bedst fra start med en 1-0-føring på mål af Erik Cernak efter blot 36 sekunder.

    I anden periode fik Nathan MacKinnon udlignet til 1-1 for Colorado Avalanche, før svenske Victor Hedman igen bragte Tampa Bay i front med 2-1.

    Men Florida-holdet formåede ikke at fastholde føringen, og knap tre minutter inde i tredje periode udlignede Andrew Cogliano til 2-2, der blev slutresultatet i den ordinære spilletid.

    Godt 12 minutter inde i den forlængede spilletid blev Nazem Kadri den store helt for Colorado Avalanche, da han gjorde det til 3-2.

    Næste og måske afgørende kamp i Stanley Cup spilles fredag på Colorado Avalanches hjemmebane, Ball Arena, i Denver.

    Her kan hjemmeholdet sikre sig sit første mesterskab i mange år, hvis det vinder.

    Colorado Avalanche har ikke vundet den prestigefyldte ishockeyturnering siden 2001. I samme periode har Tampa Bay Lightning vundet Stanley Cup tre gange – senest sidste år.

    /ritzau/