Covid-19 var den femte mest hyppige dødsårsag i Sverige i 2021

    I 2021 var covid-19 den femte mest hyppige dødsårsag i Sverige.

    Det viser tal fra landets Socialstyrelse.

    I alt døde 5319 personer af sygdommen i Sverige sidste år.

    – Det vil sige, at covid-19 var den femtehyppigste dødsårsag efter at have været den tredjehyppigste i 2020, udtaler Staffan Khan, der er statistiker i Socialstyrelsen.

    Der er markant forskel på kvinder og mænd. Mens covid-19 var den tredje mest hyppige dødsårsag blandt svenske mænd sidste år, var sygdommen på en syvendeplads blandt kvinderne.

    I andet halvår af 2020, da pandemien buldrede derudaf, og vacciner endnu ikke var tilgængelige, var covid-19 den tredje mest hyppige dødsårsag i Sverige.

    Her døde 3503 mennesker i løbet af et halvt år mellem juli og december. Af dem var fire børn.

    Kun hjerte-kar-sygdomme og kræft kostede flere liv i den periode.

    De fleste af de coronadødsfald, der blev registreret i Sverige i 2020, skete på plejehjem eller lignende former for bolig.

    Coronapandemien nåede for alvor til Skandinavien i marts 2020.

    /ritzau/TT