En politichef i Uvalde, der havde ansvaret for indsatsen under et dødeligt skoleskyderi på Robb Elementary School i maj, er blevet suspenderet.
Det oplyser Hal Harrell, der er driftsleder af skoledistriktet i en udtalelse.
Politichefen, Pete Arredondo, var ansvarlig for politiindsatsen under skoleskyderiet i maj, hvor en 18-årig mand skød og dræbte 19 elever og to lærere på skolen.
Indsatsen fra politiet under skyderiet er af chefen for styrelsen for offentlig sikkerhed i Texas blevet beskrevet som en “ynkelig fiasko”.
Kritikken af politiet lyder blandt andet, at ordensmagten ikke greb ind med det samme, mens gerningsmanden befandt sig i et klasseværelse, hvor børn blev skudt og dræbt.
Den generelle praksis for politiet i sådanne situationer er at konfrontere gerningsmanden, selv hvis det bringer betjentenes liv i fare.
Pete Arredondo erstattes af politikommissær Mike Hernandez.
/ritzau/Reuters











