USA’s præsident, Joe Biden, har bedt Kongressen om at fjerne den føderale afgift på benzin og diesel i tre måneder frem til september.
Det skal dæmpe de ellers stigende priser på brændstof og hjælpe de amerikanske bilister under inflationen, som er den højeste i landet i fire årtier.
Prisstigningerne er især udløst af den russiske invasion af Ukraine og de vestlige landes sanktioner mod Rusland.
I øjeblikket er afgiften på 18 cent per gallon benzin, mens den ligger på 24 cent per gallon diesel. Da en gallon svarer til cirka 3,8 liter, betyder det omkring 33 øre per liter benzin og 44 øre per liter diesel.
Den gennemsnitlige pris ligger på omkring 5 dollar per gallon. Det svarer cirka til 9 kroner, hvilket med amerikanske bilisters øjne er usædvanligt højt.
I en tv-tale onsdag bemærker Biden, at priserne er steget med næsten 2 dollar, siden invasionen begyndte i slutningen af februar.
Han siger, at han til fulde forstår, at tre måneders pause fra afgifterne ikke løser problemet alene.
– Men det vil aflaste familierne midlertidigt, lyder det fra Biden.
Der ser ikke umiddelbart ud til at være stor politisk opbakning til forslaget.
/ritzau/AFP











