Det norske kronprinspar, kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, giver husly til ukrainske flygtninge.
Det oplyser Norges kongehus ifølge det norske nyhedsbureau NTB.
– Flygtningene følges op med den sædvanlige procedure hos udlændingemyndighederne og kommune. Flygtningene har været i Norge i et stykke tid, skriver kommunikationschef i det norske hof, Guri Ofstad Varpe, til den norske avis Klassekampen.
Det er tre ukrainske flygtninge og deres børn, der har fået lov til at bo i en af kronprinsparrets ejendomme.
Af hensyn til ukrainerne ønsker kongehuset ikke at oplyse, hvor de bor, eller hvor længe de skal bo der.
Omkring 10.000 ukrainske flygtninge i Norge venter på et sted at bo.
Asker Kommune, der er en forstadskommune til landets hovedstad, Oslo, har oplyst, at de har 480 ledige boliger til ukrainske flygtninge.
/ritzau/









