Kronprins Frederik har sammen med sine to sønner, prins Christian og prins Vincent, afsluttet Royal Run med ti kilometer i benene i Københavns gader.
Her blev den 54-årige tronarving slået af 16-årige prins Christian, der kom over målstregen et par minutter før sin far på Amalienborg Slotsplads.
– Det er en fed oplevelse. Man er jo altid i konkurrence med sin far, siger prins Christian til TV 2.
– Det var en flot rute gennem København, tilføjer han.
Prins Christian krydsede målstregen efter omkring 46 minutter, mens kronprins Frederik kom i mål få minutter efter.
Også 11-årige prins Vincent var med på ruten.
Og det møder ros fra kronprins Frederik at begge var med på ti kilometer.
– Det er skønt, at de har mod på det. Ti kilometer er meget at rumme, specielt for en 11-årig, siger han efter løbet i København.
– Det giver noget selvtillid og et grundlag for, at der er muligheder. At man kan mere, end man tror, siger kronprinsen.
/ritzau/











