– Jeg synes, det styrker relevansen af det her projekt, siger Lars Løkke Rasmussen, formand for Moderaterne og tidligere statsminister samt formand for Venstre til TV 2 News om statsminister Mette Frederiksens (S) udmelding søndag.
Mette Frederiksen åbner en diskussion om et regeringssamarbejde hen midten i dansk politik efter næste valg.
Lars Løkke Rasmussen lægger vægt på, at han selv forsøgte at gøre det samme som statsminister op til seneste valg i 2019.
– Jeg har selv rakt hånden frem. Her var der dog ingen af de røde partier, der bed på, siger han.
Og det bliver også Mette Frederiksens største udfordring, mener Lars Løkke Rasmussen.
– For der skal også være nogen til at gribe den, siger han.
– Der kommer kun den her brede konstellation over midten, hvis der kommer et parti ind i Folketinget, som der kan løse det her.
– Det er det, Moderaterne kan, siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2 News.
Lars Løkke Rasmussen holder søndag stiftende årsmøde for sit politiske projekt Moderaterne, nu officielt et parti.
I sin tale ved årsmødet slog Løkke Rasmussen fast, at Moderaterne er et midterparti.
– Vi er ikke blåt, vi er ikke rødt. Vi har blandet farverne. Vi er lilla, sagde han med Moderaternes lilla logo bag sig.
Årsmødet finder sted i Vejle, hvor over 500 medlemmer er mødt op.
/ritzau/











