EL frygter et skred mod højre efter statsministers melding

    Statsminister Mette Frederiksen åbner søndag op for en diskussion om en regering hen over midten efter næste folketingsvalg.

    Politisk ordfører Mai Villadsen (EL) forstår ikke, hvorfor statsministeren “lægger i kakkelovnen” til at løbe fra sine løfter om at styrke velfærden. Hun frygter et højreskred i dansk politik.

    – Det er en enormt alvorlig melding, der også kommer til at betyde, at vi kommer til at være ekstremt overvågende og bruge alle vores vågne minutter og sekunder på at holde øje med, hvad regering foretager sig de næste måneder, siger hun.

    Og selv om regeringen har lavet flere aftaler med blå blok – blandt andet kompromis om dansk sikkerhedspolitik – er det noget helt andet at sidde i regering med de blå partier, mener Villadsen.

    – Et er at lave brede aftaler i løbet af en regeringsperiode. Noget andet er at sætte sig i ministerbilerne og regeringskontorerne sammen, siger Mai Villadsen.

    En rød-blå regering skulle nemlig finde en fælles retning i alt. Og hun frygter, at det ville gå ud over nogle af de resultater, regeringen og dens støttepartier har opnået for velfærden, den grønne omstilling og de mest udsatte.

    /ritzau/