Nordkorea affyrer tilsyneladende ballistisk missil mod havet

    Nordkorea har søndag morgen lokal tid affyret mindst ét ballistisk missil ud mod havet fra landets østkyst.

    Det oplyser det sydkoreanske militær søndag.

    De fælles stabschefer i Seoul fortæller, at Nordkorea har affyret et “ukendt” missil uden at give nærmere detaljer.

    I de seneste uger har styret i Nordkorea affyret en række testmissiler, herunder det store interkontinentale ballistiske missil (ICBM).

    USA’s særlige repræsentant Sung Kim mødtes med sine sydkoreanske og japanske kolleger, Kim Gunn og Funakoshi Takehiro, i Seoul i fredags.

    Formålet med mødet var at klargøre beredskaber, i tilfælde af at Nordkorea udfører en atomprøvesprængning for første gang siden 2017.

    /ritzau/Reuters