Det russiske gasselskab Gazprom har meddelt, at det indstiller leverancen af gas til Ørsted fra onsdag.
Det skriver det danske selskab i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.
Gazprom har taget beslutningen om at lukke for hanerne, fordi Ørsted har afvist at leve op til de russiske krav om betaling i rubler.
Ifølge Ørsted har selskabet aldrig været forpligtet til at følge sådanne krav.
– Vi står i Ørsted fast på vores afvisning af at betale i rubler, og vi har forberedt os, så vi forventer fortsat at kunne levere gas til vores kunder, siger Mads Nipper, administrerende direktør i Ørsted, i meddelelsen.
– Situationen understreger, at vi i EU skal være uafhængige af russisk gas ved at accelerere udbygningen af vedvarende energi.
Man skal imidlertid ikke være bange for, at der ikke vil være nok gas til gasfyret derhjemme. Der findes ikke en direkte gasrørledning fra Rusland til Danmark, skriver Ørsted.
– Derfor vil Rusland ikke kunne lukke for den direkte leverance af gas til Danmark, og der vil således stadig kunne komme gas til Danmark, lyder det.
Energistyrelsen forventer heller ikke, at det vil skabe problemer for gasforsyningen til landet.
– Gazproms beslutning ændrer ikke på Energistyrelsens vurdering. Vi har stadigvæk gas i Danmark, og vi regner ikke med, at den situation ændrer sig her og nu, siger Energistyrelsens direktør, Kristoffer Böttzauw.
– Men Danmark har planer klar, hvis situationen bliver forværret, lyder det.
Ørsted vil løbende være i dialog med de danske myndigheder. Man har tillid til, at myndighedernes løbende vurdering holder stik.
/ritzau/











